Fagbevægelsens udfordringer

Det er faglig kamp hver gang man oplever begrænsninger på arbejdspladsen og prøver at gøre noget ved det. Eller hver gang man oplever modsætningerne mellem sine egne og kollegaernes interesser overfor mester, direktør, aktionær eller chef.Så snart man som lønmodtager beslutter sig for at kæmpe for bedre vilkår på arbejdspladsen, står man i en faglig kampsituation. Hvad enten det handler om retten til at holde fri på fredag eller man kræver højere løn. Disse kampe kan opstå på mange måder. Kampene kan både tabes og vindes på arbejdspladsen, men de kan også udvikle sig lokalt gennem solidaritetsaktioner. Samtidig kan de udvikle sig nationalt gennem storstrejker og landsdækkende faglige aktioner.

For at samle de faglige kampe og erfaringer, og samtidig give dem et politisk perspektiv, oprettede man for over 100 år siden den danske fagbevægelse. Den danske enhedsfagbevægelse organiserer i dag cirka 70 procent af arbejderklassen, og udgør en stor magtfaktor i det danske samfund, med et forgrenet netværk ud på en stor del af de danske arbejdspladser. Derfor er det også naturligt at vi som SUFere prøver at spille aktivt ind i fagbevægelsen, og arbejder kollektivt for at forbedre denne.

Fagbevægelsen står overfor store problemer og har en lang række udfordringer. Der er både områder der har behov for ændringer, og i nogle tilfælde er direkte skadelige for arbejdet med at mobilisere, aktivere og politisere arbejderklassen. Hvordan fagbevægelsen er indrettet og arbejder er en politisk kampplads. Fagbevægelsen er både et centralt instrument i klassekampen, men arbejdet i fagbevægelsen er ligeså centralt.
Fagbevægelsen har gennem de sidste mange år mistet opbakning. Ved ikke at synliggøre kampene på arbejdspladserne og levere synlige resultater, har man gravet sin egen grav.

I 1899 underskrev fagbevægelsen det såkaldte septemberforlig, der siden blev til hovedaftalen – arbejdsmarkedets grundlov. Denne aftale var den første skriftlige aftale mellem arbejdsmarkedets parter. På den ene side skrev arbejdsgiverne under på at de respekterede fagbevægelsen som repræsentant for arbejderne, og som forhandlingspartner. Men på den anden side betalte fagbevægelsen en dyr pris. Man lovede at holde fred på arbejdsmarkedet, ikke indgå i overenskomststridige strejker og arbejdsnedlæggelser, samt aktivt at modarbejde alle tiltag til dette. Ligeså vel som at man oprettede det fagretslige system – en domstol – som skulle sikre at disse aftaler blev overholdt. Dette betyder for eksempel at der i dag sidder repræsentanter fra fagbevægelsen i denne domstol og idømmer bøder til lønmodtagere der mod overenskomsten har strejket mod deres arbejdsgiver for at vinde faglige kampe.
Dette er blot ét af mange eksempler, ét andet er at fagbevægelsen skrev under på at arbejdsgiveren havde retten til at lede og fordele arbejdet og hyre og fyre arbejdere – altså at arbejderne ingen indflydelse har på dette.

Alt i alt opgav fagbevægelsen deres stærkeste våben i kampen for bedre løn og arbejdsforhold, ved at underskrive fredspligten. Alle de våben der år forinden havde langt grunden til sejre over kapitalen.

Her følger de mest centrale problemer fagbevægelsen står med i dag, og skal overvinde for at kunne udvikle sig til en stærkere bevægelse.

For meget service – for lidt kamp

Fagbevægelsen er gået væk fra det politiske indhold i deres kritik. Det skyldes i høj grad at fagbevægelsen historisk har haft tætte bånd til socialdemokratiet, og at klart størsteparten af de faglige ledere har været aktive socialdemokrater. Det har givet problemer, da socialdemokratiet ofte har været afsender på store angreb på arbejderklassen, og på samme tid er rykket alvorligt til højre. Derfor har man i fagbevægelsen nedtonet alt der smager af klasseanalyse og klassekamp.

At man har nedtonet den politiske kamp, har medført politisk desillusion blandt fagbevægelsens medlemmer. Når man ikke længere har en tydelig forståelse for klassemodsætningerne og styrkeforholdene klasserne imellem, samtidig med at man ikke offensivt fører klassekamp, undergraver man sin egen politiske organisering. Politik i fagbevægelsen har udviklet sig til at handle om partipolitik, hvilket med et overflod af socialdemokrater har haft den konsekvens, at det hænger medlemmerne langt ud af halsen at høre ordet politik.

Denne udvikling har blandt andet haft den negative konsekvens at fagbevægelsen har ændret sig fra at have politikken ifokus, til at handle om medlemsfordele og forsikringer. Kort sagt har fagbevægelsen åbnet vejen for at blive en serviceorganisation på lige fod med de gule fagforeninger.

For meget kontor – for lidt aktivisme

Fagbevægelsen har gennem de sidste 100 år rykket sig fra at være organiseret omkring faglige kampe og aktivt fagligt arbejde på arbejdspladserne og på gaden, til i stedet at blive et forhandlingsspil der foregår i mødelokaler og på kontorer.

Den udvikling har den konsekvens, at fagbevægelsen ikke længere er synlig blandt medlemmerne. Hvordan arbejdsmarkedet er indrettet er ikke noget man skal aftale sig til. Det vil altid være et udtryk for styrkeforholdet mellem arbejdere og arbejdsgivere. Det ses især med resultaterne af overenskomstforhandlinger. Kapitalisterne vil kun give de lønstigninger som de absolut er tvunget til.

For at vinde terræn i klassekampen er det derfor vigtigt, at fagbevægelsen kan mobilisere og aktivere sine medlemmer, og sig selv, til en daglig kamp med arbejdsnedlæggelser, strejker og faglige aktioner.

Demokratiet halter

Demokratiet i fagbevægelsen halter. Man har meget svært ved, at opretholde og udvikle et gennemskueligt internt demokrati hvor medlemmer har direkte indflydelse og kan være med til at fastlægge den politiske kurs.

Fagbevægelsen har i dag et mere eller mindre sandfærdigt rygte af, at der er meget langt fra medlemmerne til toppen. Det besværliggør i høj grad muligheden for, at aktivere medlemmer, da disse ikke kan opnå indflydelse. På samme måde svækker det også fagbevægelsens politiske mandat, da man ikke kan garantere at de taler på vegne af medlemmerne.

De faglige ledere er fjernt fra medlemmerne

I takt med professionaliseringen af fagbevægelsen, hvor de faglige ledere har bevæget sig længere og længere væk fra deres egne medlemmer, har de faglige ledere også været gode til at forhandle løn for deres egne lommer. Pamperiet i fagbevægelsen er udbredt. Alle i toppen af den danske fagbevægelse har sikret sig lønninger langt over deres medlemmers gennemsnit og pensionerne er sikret til en gylden alderdom. Dette pamperi er sket med blandt andet argumenter om at man skal kunne ligne og hamle op med arbejdsgiverne og at man som fagbevægelse er nødt til at være lønførende, for at danne et godt eksempel. Men i praksis har de faglige ledere distanceret sig så meget fra deres egne medlemmer, at medlemmerne ikke har et fællesskab med de faglige ledere. Ikke nok med at det har udviklet sig til at medlemmernes føler foragt for deres egne formænd. Det stækker også store dele af de faglige lederes engagement i deres arbejde, da de ikke selv er direkte berørt af at hente gode resultater hjem.

Som udspringer af pamperiet, har det også udviklet sig til en god forretning at gøre karriere i fagbevægelsen. Det har den negative konsekvens, at for at komme til tops i fagbevægelsen, er det ikke centralt at vinde opbakning til en politisk retning. Derimod er det vigtigt at kende de rigtige og være gode venner for at sikre sig selv en vellønnet post. Igen til stor afsky for medlemmer, hvilket styrker mistilliden til de faglige ledere. SUF arbejder for at de politisk ansatte i fagbevægelsen overgår til at blive valgt på generalforsamlinger og kongresser, så disse også i højere grad kan afsætte igen. Derudover ønsker vi at indfører en rotationsordning i fagbevægelsen der sikre at man ikke for ”levebrøds-fagforenings-bosser”

En presset fagbevægelse

Fagbevægelsen har siden midthalvfemserne oplevet faldende medlemstal. Nogle medlemmer går over til gule fagforeninger, andre ophører helt med at være medlem af et fagforbund. Det er centralt for arbejderklassens styrke, at denne tendens stoppes.

De gule fagforeninger er falske fagforeninger. De forhandler sjældent overenskomster, er imod strejker og fungerer som skruebrækkere. Det er aldrig i den enkelte arbejders interesse at være medlem af en gul fagforening og det svækker deres kollegaers organisering, ved at svække det faglige fællesskab der skal til for at presse arbejdsgiverne.

Ingen organiserede arbejdere skal tvinges til at arbejde sammen med skruebrækkere og løntrykkere. At bekæmpe de gule fagforeninger, er i høj grad et spørgsmål om politisk bevidsthed hos den enkelte arbejder. Det er centralt at slå fast, at uorganiseret arbejdskraft er en sikkerhedsrisiko for de organiserede arbejdere, og svækker deres forhandlingsposition overfor virksomhedernes ledelse.

SUF støtter kampen mod de gule fagforeninger. Derfor er det en selvfølge at ingen SUFere er medlem af en gul fagforening.

Fagbevægelsen skal blæse til klassekamp

Vi ved, at den virkelige bevægelse sker når man diskuterer faglige spørgsmål, organiserer sig med sine kollegaer og tager faglige kampe i det daglige.

Vi tror på, at den grundlæggende bevægelse sker ved at diskutere med kollegaer og få overbevist andre. Derfor handler vores arbejde primært om, at organisere SUF’ere og kollegaer i fagforeninger, samt opbygge lokale klubber på arbejdspladsen, og deltage på fagforeningsniveau. Når man har fået skabt et formelt forum for at mødes med sine kollegaer og diskutere faglige problemer, kan man også her prøve at præge debatten og løfte den op på et overordnet politisk niveau, samt aktivere sig selv og sine kollegaer til protester, blokader, møder i fagforeningen og så videre. Alt det basisarbejde der kan rykke enkelte arbejdere politisk, men som også kan ændre noget i opbygningen af fagbevægelsen og måske ligge grundstenene for en ændring af fagbevægelsessystemet.

SUFs generelle strategi i forhold til fagligt arbejde handler ikke om at organisere sig for at komme til tops på fine poster.
Det kan i nogle tilfælde give god mening for SUF’ere som enkeltpersoner, at tage højere poster i fagbevægelsen, eller arbejde organiseret for dette. Men det er vigtigt, at vi som enkeltpersoner ikke ender med atsidde som administratorer for et system vi ikke ønsker. Derfor er det vigtigt, at vi stiller op på et klart politisk grundlag, og gør det fordi der er mulighed for at ændret på en eksisterende praksis i fagbevægelsen, såvel politisk som organisatorisk. Ofte kan det derfor betale sig at organisere sit arbejde i fagbevægelsen med andre medlemmer af SUF, så man ikke kaster sig hovedkulds ind i det alene, men gør det til et fælles politisk projekt at få ændret noget i fagbevægelsen.

Lige såvel som vi opbygger vores faglige arbejde på arbejdspladsen, må vi også være bevidste om at arbejdslivet skal bæres med ind i SUF og diskuteres politisk med vores kammerater. Derfor handler det om, at vi i SUF-regi skal diskutere faglige og fagpolitiske spørgsmål, samtidig med, at vi prøver at ligge en faglig vinkel, på andre politiske problemstillinger i SUF. For eksempel kan man diskutere ens faglige arbejde og forholdende på arbejdspladsen, når man i SUF-regi diskuterer klima- og miljøspørgsmålet. Det faglige arbejde og den faglige kamp skal integreres i alt det andet SUF arbejde. Arbejdsmarkedet og produktionen er helt central for vores frigørelse. Derfor er fagbevægelsen den vigtigste politiske bevægelse for os som SUF’ere, og derfor skal den også gennemsyre vores arbejde.

Fagbevægelsen skal være demokratisk!

SUF ønsker at skabe en demokratisk fagbevægelse, ligesom vi generelt ønsker at skabe demokratiske bevægelser.

Især skal gennemskueligheden i fagbevægelsen udvikles og det direkte demokrati skal sikres, hvor man inddrager medlemmer i de politiske beslutninger, og respekterer disse selvom de er modstridende med fagtoppens personlige ønsker.

På samme måde ønsker vi, at man i fagbevægelsen tager den demokratiske opdragelse af unge og nye medlemmer seriøst, hvor man sikre gennemsigtige beslutningsprocesser, og sikrer at ting besluttes i demokratiske fora og ikke via korridoraftaler

Fagligt arbejde er politisk

SUF ønsker at fagbevægelsen skal markere sig politisk, og stå ved at man er en politiske organisation. Vi mener langt fra, at fagbevægelsen skal være bundet op på bestemte partier. I stedet skal fagbevægelsen gå aktivt ind i klassekampen og varetage medlemmernes interesser bredt set. Kun ved at være ærlige om dette og sætte lighedstegn mellem fagligt arbejde og politik, kan vi arbejde seriøst med at få forbedret forholdende for arbejderne.

Det bør være en af grundstene i fagbevægelsen, at samle de spredte daglige frustrationer og give dem et politisk perspektiv og sætte dem i større kontekst. Fagligt arbejde er noget af det mest politiske, der handler om den daglige udbytning af arbejdskraft og levestandarten for lønmodtagerne.

På samme tid må fagbevægelsen også gøre sin indflydelse gældende på en lang række nærliggende områder. For eksempel hvordan energi produceres, hvordan den offentlige transport indrettes til gavn for arbejderne, hvilken behandling vi kan forvente når vi går på pension og så videre.

Faglige aktioner er vejen frem

SUF mener at fagbevægelsen skal tage aktiv del i den daglige kamp for at forbedre vilkårene for medlemmerne. Det sker bedst ved, at man ændrer fagbevægelsens arbejdsgang fra at være på kontoret til at komme ud i virkeligheden og stå side om side med deres medlemmer og arbejde aktivt.
Det skal bidrage til at lære medlemmerne om, at fagbevægelsens stærkeste kampformer er de klassiske faglige kampformer, nemlig strejker, arbejdsnedlæggelser, politiske aktioner, blokader med mere. Selvfølgelig som en del af et samlet projekt med at mobilisere medlemmerne for et aktivt arbejde der kan forandre verden

Fagbevægelsen til kamp for medlemmerne

Fagbevægelsen må tage et direkte opgør med socialdemokratiet hvis det ønsker at tage medlemmerne seriøst. Selvom fagbevægelsen i slut 90’erne skar de formelle bånd til socialdemokratiet, er de uformelle bånd stadigvæk til stede i vid udstrækning.

Første klare skridt vil være at modsætte sig ethvert angreb mod arbejderklassen, også selvom de kommer fra en socialdemokratisk partitop.

Fagbevægelsen må tydeliggøre, at de er en interesseorganisation og offentligt slå ned på alle angreb – uanset partifarve. Kun sådan kan man bevise sin loyalitet overfor medlemmerne og derved genvinde opbakning til fagbevægelsens politiske projekt.

Faglig kamp er kamp for frihed

Vores projekt er et radikalt brud med den nuværende måde at organisere arbejdet og hele samfundet på.

For at opnå det, har vi brug for en politisk organisering som er villig til at tage magten og ændre samfundet til gavn for arbejderklassen.

Derfor er vi, på samme tid med vores faglige arbejde, selvfølgelig organiseret politisk for hele tiden at huske den samlede kamp. På samme tid kan en politisk organisering også kæmpe for forbedringer på andre fronter.

Da hele dette perspektiv kun kan udføres ved daglig kamp, bruger vi fagbevægelsen til dette formål. Derfor er fagbevægelsen som vi kender den i dag ikke et mål i sig selv. Fagbevægelsen er derimod den spæde start på en stærk politisk organisering af arbejderklassen, der kan overtage samfundet.
SUF er forrest i denne kamp på især ungeområdet, og vi skal derfor som socialister give hinanden håndslag på at det faglige arbejde er vigtigt, organisere os og arbejde for en lysere fremtid. Til gavn for den brede del af befolkningen.

VEDTAGET PÅ SUF'S LANDSMØDE 2011

(Foto af Klaus Berdiin Jensen https://www.flickr.com/photos/134331036@N08/39354081180)